Findes der en bedre undskyldning for at lave bananbrød end at man har nogle overmodne bananer til at ligge? Det tror jeg næppe – og man skal jo gerne undgå madspild. Jeg må nok indrømme at jeg nogen gange kommer til at købe lidt ekstra bananer, og håber på at de ikke bliver spist før de bliver for modne, så jeg bliver nødt til at bage bananbrød.
Første gang jeg blev introduceret til bananbrød var i Australien, hvor jeg boede og studerede i en periode. Stort set alle morgenmadscaféer serverede det, og altid med smør til. Til at starte med, syntes jeg det var lidt besynderligt at putte smør på en kage, for i mine øjne var det jo bare en banankage – men jeg måtte indse, at det faktisk fungerer ret godt når smørret smelter ned i sådan en lun skive bananbrød. Og det hedder jo ”brød”, så hvorfor ikke putte smør på? Og pludselig virker det også helt legalt at spise det til morgenmad.
Så her kommer min opskrift på et virkelig nemt, svampet og lækkert bananbrød, spækket med søde modne bananer, der holder sig svampet i flere dage. Spis det til en kop eftermiddagskaffe, til din morgenmad eller når du lige er lidt lækkersulten.
Bananbrød
- Forberedelsestid: 10 min.
- Tilberedningstid: 1 t.
- Tid i alt: 1 t. 10 min.
- Portioner: 6 – 8 pers. 1x
Ingredienser
- 250 g. hvedemel
- 1 tsk. natron
- 1/2 tsk. salt
- 115 g. smør, stuetempereret
- 115 g. brun farin
- 2 æg
- 500 g. modne bananer (4 – 5 mellemstore bananer)
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 180 grader.
- Bland mel, salt og natron i en skål.
- I en anden skål røres smør og brun farin godt sammen med en håndmixer eller en ske.
- Mos bananerne i en skål eller dyb tallerken og rør eller pisk dem i smørblandingen sammen med æg.
- Sigt melblandingen i og vend det hele godt sammen (her skal ikke piskes).
- Hæld dejen i en smurt form på ca. 10 x 24 cm og bag i 60 – 65 min. Tjek om bananbrødet er færdigt ved at stikke en kødnål eller tandstik ned i midten. Hvis der sidder dej på, skal bananbrødet have lidt længere tid.
- Tag bananbrødet ud af ovnen og lad det afkøle lidt. Tag det herefter ud af formen og placer det på en bagerist til det skal serveres. Server bananbrødet lunt, eventuelt med smør og pålægschokolade, peanutbutter eller nutella.
Noter
Bananbrødet holder sig lækkert og svampet i flere dage, men kan lunes igen ved at skære det i skiver og riste det kort på begge sider på en brødrister.
2 Comments