Pad thai med tofu og tigerrejer

Pad thai er en af mine favoritretter fra det thailandske køkken, og da vi var i Thailand tidligere på året, fik vi det nærmest dagligt til enten frokost eller aftensmad.

Der findes mange variationer af pad thai. Denne version er med tigerrejer og tofu. Tofu kan sagtens udelades, hvis du ikke bryder dig om det. Rejer kan erstattes af kylling. Retten laves på samme måde, som angivet nedenfor, men kyllingen kan forblive i retten i pkt. 4 og stege med sammen med de øvrige ingredienser.

Retten indeholder tamarindpasta, som er med til at give den helt rigtige autentiske smag. Tamarindpasta kan købes i de fleste asiatiske supermarkeder. Har du ikke sådan en i nærheden, kan det nok være lidt svært at få fingrene i det. I stedet kan der tilsættes lidt ekstra riseddike og lidt limesaft i saucen.

Print

Pad thai med tofu og tigerrejer

  • Forberedelsestid: 20 min.
  • Tilberedningstid: 10 min.
  • Tid i alt: 30 min.
  • Portioner: 2 pers. 1x

Skalér

Ingredienser

  • 200 g. tigerrejer
  • 2 skalotteløg
  • 2 æg
  • 150 g. fast tofu
  • 125 g. flade risnudler
  • 2 spsk. vand
  • 2 håndfulde bønnespirer
  • 10 stængler kinesisk purløg eller 2 – 3 forårsløg
  • Olie til stegning (gerne kokosolie)

Pad thai sauce

  • 2 spsk. tamarindpasta
  • 3 tsk. palmesukker (kan erstattes af brun farin eller rørsukker)
  • 2 spsk. fiskesauce
  • 1/2 spsk. riseddike
  • 2 spsk. soya

Øvrigt

  • 1 lille håndfuld saltede peanuts, finthakkede
  • Tørret chili
  • 1/2 lime i både

Fremgangsmåde

  1. Start med at gøre alle ingredienserne klar, så de hurtigt kan tilsættes retten. Frigør rejerne for skaller og fjern eventuelle tarmstrenge. Pil og hak skalotteløget fint. Skær tofuen i tern. Skær puløgene i stykker på 5 cm. (forårsløg skæres lidt finere).
  2. Rør ingredienserne til pad thai saucen sammen.
  3. Opblød risudlerne i varmt vand i et par minutter eller tilbered som angivet på pakken (nudlerne skal være lidt al dente, da de tilberedes færdig i wokken).
  4. Varm 1 spsk. olie op i en wok eller stor pande, og steg rejerne ved høj varme et par minutter til de er gyldne og gennemstegte. Tag dem op af wokken og læg dem til side.
  5. Skru lidt ned for varmen og tilsæt 1 spsk. olie. Steg skalotteløgene kort, tilsæt tofuen og lad det stege med et minuts tid. Skub det til side og tilsæt lidt ekstra olie. Slå æggene ud i wokken og rør godt rundt i dem, så de bliver til røræg.
  6. Tilsæt de opblødte nudler sammen med et par spsk. vand og rør rundt til vandet er absorberet. Tilsæt pad thai saucen og rør det hele godt sammen.
  7. Lige inden nudlerne er færdigtilberedte, tilsættes rejer, purløg og bønnespirer. Lad det stege med et minuts tid og anret derefter på to tallerkener med peanuts, tørret chili og limebåde.

Keywords: Pad thai, stegte nudler, tigerrejer, thaimad, wokret med nudler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*